Støvring er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Politiet afholder øvelse
Fra mandag d. 13. juni 2022 til og med torsdag d. 16. juni 2022 øver og træner reaktionspatruljen fra Nordjyllands Politi. Det betyder, at der i og omkring Aalborg samt Støvring vil være forskellige synlige øvelsesaktiviteter. Man kan altså tage det helt roligt, hvis man i de byer møder bevæbnet politi i gadebilledet de næste dage.
Hjørring – bilist anholdt med positiv cannabistest
Fredag morgen blev en 20-årig fører anholdt på Palleskærvej ved Hjørring, da han blev narkometertestet og testet positiv for cannabis. Den sigtede erkendte forholdet.
Svenstrup – koldt hus og tom tank
Fredag formiddag blev det koldt om fødderne for beboere i et hus på Brøndborerens Alle i Svenstrup. Forklaringen lå i, at 1200 liter olie var blevet stjålet fra ejendommens jordtank.
Jerslev – hundemad forsvundet
Fredag eftermiddag skaffede en ukendt gerningsperson sig adgang til en villa på Mylundvej i Jerslev ved at smide en gasflaske gennem køkkenvinduet, som blev knust. Der var skader efter gasflasken i køkkenet. To døre var desuden blevet ødelagt inde i stuen. Udbyttet var en sæk hundemad.
Frederikshavn – indbrud i forretningslokale
Mandag nat har der været indbrud i et forretningslokale, som er under opførelse/renovation i Danmarksgade i Frederikhavn. Låsen var brækket op ved en bagudgang, og den ukendte gerningsmand har blandt andet taget en stige og diverse el-værktøj.
Nordjyllands politi har udtaget spor på stedet, men hører gerne tip i sagen på telefon 114.