Målrettet motorvejsindsats omkring Aalborg: 73 forseelser registreret

dato

Tæt kørsel, overhaling i nødspor og brug af håndholdt mobil. 73 forseelser fordelt på 57 personer blev registreret, da politiet tirsdag satte ind mod farlig adfærd på motorvejene omkring Aalborg.

Tirsdag eftermiddag og tidlig aften den 15. september gennemførte Nordjyllands Politi en målrettet færdselsindsats på motorvejsnettet omkring Aalborg. Indsatsen blev gennemført med assistance fra andre politikredse og dækkede strækningen fra Støvring i syd til Vestbjerg i nord, herunder både Hirtshalsmotorvejen og Frederikshavnsmotorvejen.

Fokus for indsatsen var blandt andet på tæt kørsel og bilister, der undlader at holde til højre på motorvejen.

I alt deltog 11 videokøretøjer i indsatsen, og politiet registrerede 73 forseelser fordelt på 57 personer.

”Det er nogle trælse tal, vi står med efter indsatsen. Vi har især haft fokus på nogle af de forhold, som kan have stor betydning for trafiksikkerheden, og her ser vi desværre flere alvorlige overtrædelser,” siger politikommissær Hjalte Reines, der er leder af Operativ Færdsel ved Nordjyllands Politi.

Blandt de registrerede forseelser var:

- Tre personbiler, der overhalede via nødsporet på motorvejen.
- Otte personbiler, hvor førerne undlod at holde til højre.
- 14 biler, der kørte med for kort afstand til den forankørende. Ti af sagerne medførte klip i kørekortet, mens fire medførte betinget frakendelse.
- 12 personer, der benyttede håndholdt mobiltelefon under kørslen.

”Når man kører for tæt på den forankørende eller bruger sin håndholdte telefon, reducerer man sin mulighed for at reagere, hvis noget pludselig sker – og det kan der hurtigt gøre på en motorvej. Og når vi samtidig ser biler, der bruger nødsporet til overhaling, så er det nogle farlige tendenser at se i trafikken,” siger politikommissæren om de mange forseelser.

Ud over de potentielt farlige situationer, standsede politiet også en bilist i en sportsvogn med påsatte prøveplader. Omstændighederne gjorde, at der blev oprettet en afgiftssag i forbindelse med kørslen.

På indfaldsvejene omkring motorvejsnettet blev der desuden registreret flere forhold med knallerter.

En mandlig fører af en lille knallert blev testet og viste sig at være påvirket af cannabis. Knallerten kunne samtidig køre hurtigere end tilladt, og manden blev desuden fundet i besiddelse af en mindre pose med kokain.

I en anden sag blev en ung mand standset på en ulovlig knallert, som kunne køre omkring 100 km/t. Der var desuden ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring.

”Vi ved godt, at langt de fleste trafikanter kører ordentligt, men de her sager viser, at der fortsat er behov for at være synlige og lave målrettede kontroller. Det handler ikke om at genere folk, der passer deres kørsel, men om at reagere på den adfærd, der kan bringe både føreren selv og andre trafikanter i fare,” siger Hjalte Reines.

Nordjyllands Politi vil også fremover have fokus på trafiksikkerheden på motorvejene og på de forhold, der kan være med til at skabe farlige situationer i trafikken.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordjyllands Politi.
Kilde: Nordjyllands Politi
Mest læste artikler