Social- og sundhedsassistent til vågen nattevagt på specialbørnehjem i Nordjylland

dato

Når andre sover – er det så dig, der holder det sundhedsfaglige overblik vågent?

Social- og sundhedsassistent til vågen nattevagt på Specialbørnehjemmet Kvisten

Vi søger dig, der trives med ansvar, faglige vurderinger og nærvær – også når natten er stille.

På Kvisten arbejder vi med børn og unge med omfattende fysiske funktionsnedsættelser og komplekse sundhedsmæssige behov. Om natten er tempoet anderledes, men behovet for høj faglighed og tryghed er lige så vigtigt som om dagen.

Som social- og sundhedsassistent får du en central rolle i den sundhedsfaglige indsats om natten og et særligt ansvar for at bevare overblikket, observere ændringer og handle fagligt kvalificeret.

Hvad møder dig hos os?

Du bliver en del af et nattevagtsteam, hvor du aldrig står alene. I er altid flere på arbejde, og samarbejdet mellem nattevagtskollegerne er afgørende for, at vi lykkes med opgaven.

Hos os arbejder sundhedsfaglighed, pleje og pædagogik tæt sammen. Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og løfter opgaven i fællesskab – på tværs af faggrupper, vagter og døgn.

Vi er stolte af, at vi hele døgnet leverer relevant pædagogik, pleje og sundhedsfaglig indsats til nogle af de mest sårbare børn og unge i Nordjylland. Det ansvar tager vi alvorligt.

Hverdagen om natten

Børnene og de unge har komplekse sundhedsmæssige problemstillinger, som kræver faglig opmærksomhed og trygge voksne omkring dem – også om natten.

Nogle nætter er rolige. Andre kræver tætte observationer, faglige vurderinger og handling. Du skal kunne bevare roen, prioritere og handle professionelt i situationer, hvor barnets eller den unges tilstand ændrer sig.

Som social- og sundhedsassistent har du et særligt sundhedsfagligt ansvar i nattevagten. Det indebærer blandt andet:

  • observation og vurdering af barnets eller den unges sundhedstilstand
  • sundhedsfaglig dokumentation
  • medicinhåndtering og opfølgning på sundhedsfaglige indsatser
  • faglige vurderinger og handling ved ændringer i tilstand
  • sparring og samarbejde med kolleger omkring sundhedsfaglige problemstillinger
Samtidig er relationsarbejde, tryghed og omsorg en vigtig del af opgaven. Du bliver en del af barnets eller den unges samlede døgnindsats, hvor samarbejde og gode overleveringer er afgørende.

Når vi arbejder på tværs af døgnet, stiller det krav til tydelig kommunikation og blik for fællesskabet. Du ser ikke alle dine kolleger hver dag, og meget samarbejde foregår i overlap mellem vagterne.

Erfaring med natarbejde

Vi søger dig, der har erfaring med natarbejde og ved, hvad det kræver – både fagligt og menneskeligt – når døgnrytmen er anderledes.

Det er vigtigt, at du trives med natten som din faste arbejdstid og kan arbejde selvstændigt med ro, overblik og ansvarlighed.

Hvem er du?

Du er uddannet social- og sundhedsassistent og har interesse for arbejdet med børn og unge med komplekse behov.

Du arbejder selvstændigt og fagligt reflekteret, men forstår samtidig værdien af tæt samarbejde med dine kolleger. Du tager ansvar for både den sundhedsfaglige kvalitet og det gode arbejdsmiljø.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med komplekse plejeforløb, observation og sundhedsfaglige vurderinger – men det vigtigste er, at du har lyst til opgaven og kan se dig selv i vores måde at arbejde på.

Du får en grundig introduktion til arbejdet og den sundhedsfaglige praksis på Kvisten.

Vil du vide mere?

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Anne-Mette Farsinsen på telefon 22 80 25 92 på hverdage mellem kl. 10.00 og 12.00.

Du kan læse mere om Specialbørnehjemmene på vores hjemmeside specialbornehjem.rn.dk og Gør karriere (rn.dk)


Du kan også få et indblik i hverdagen på vores sociale medier:

Facebook: Specialbørnehjemmene, Specialsektoren, Region Nordjylland og på Instagram: Specialbørnehjemmene, Specialsektoren, Region Nordjylland (@specialboernehjemmene)

Det praktiske

Der er tale om en fast stilling som vågen nattevagt på 28 timer om ugen. Du arbejder hver 2. weekend og har 6 nattevagter over en 2-ugers periode.

Ansøgningsfrist: 14. juni 2026
Ansættelsessamtaler: Afholdes løbende
Opstart: Snarest muligt

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for social- og sundhedspersonale indgået med FOA

Der indhentes straffe- og børneattest ved ansættelse.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Rebild Kommune

-Virksomheden tilbyder:

natarbejde weekendarbejde

-Arbejdsgiver:

Specialbørnehjemmene Kvisten, Højdedraget 5, 9530 Støvring

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 14-06-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/13885e7e-2226-4c3e-87c3-3e44ff6b0147

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet